Hvad er en plotter?
En plotter er en type printer, der bruges til at producere store, præcise udskrifter af tekniske tegninger, grafik eller designfiler. I modsætning til almindelige printere, som danner billeder ved at sprøjte blæk på papir i punkter (pixels), tegner en plotter linjer med høj præcision – ofte ved hjælp af en bevægelig pen, kniv eller printdyse.
Hvad bruges en plotter til?
En plotter anvendes i mange brancher, hvor præcision og format er vigtigere end hastighed. Den er oplagte til produktion af store og detaljerede grafiske filer eller til formskæring i specialmaterialer.
Dette værktøj giver mulighed for at arbejde med præcise skæringer og tegninger, som almindelige printere ikke kan levere – og er derfor et uundværligt værktøj i mange kreative og tekniske miljøer.
Her er nogle af de mest almindelige anvendelser:
- Arkitektur og teknik
- Til udskrift af arkitekttegninger, ingeniørplaner og tekniske illustrationer i storformat. CAD-filer printes typisk på blækplottere med høj opløsning og nøjagtighed.
- Skilte og grafik
- Skæreplottere bruges til at producere skilte, foliedekorationer, logoer og stickers i høj kvalitet og præcis formskæring. Perfekt til butiksfacader, biler og messer.
- Tekstil og mode
- Bruges til at skære transferfolie, stencils og mønstre, der overføres til tøj, tasker og tekstiler. Velegnet til både enkeltstyksproduktion og små serier.
- Reklame og messematerialer
- Blækplottere og hybridplottere bruges til at skabe bannere, roll-ups, plakater og POS-materialer med visuel gennemslagskraft i stor skala.
- Kunst og hobby
- Kreative brugere anvender plottere til papirklip, scrapbooking, dekoration og personlige gaver – især i kombination med farvet papir, folie og karton.
Typer
Plottere findes i flere varianter, afhængigt af opgave og branche. Fælles for dem er, at de arbejder med vektorgrafik og tilbyder høj præcision og gentagelsesnøjagtighed. Her er de mest almindelige typer:
- Skæreplottere
- En skæreplotter bruger en lille kniv til at skære mønstre, bogstaver eller designs i tynde materialer som vinyl, papir, transferfolie eller karton. De anvendes især i skilteproduktion, reklamebranchen og til tekstiltryk (f.eks. heat transfer vinyl). Mange hobbybrugere benytter også skæreplottere til scrapbooking, klistermærker og personlige dekorationer.
- Blækplottere (pen- eller inkjetplottere)
- Disse maskiner bruger blæk til at tegne på store medier, og de er velegnede til tekniske tegninger, arkitektplaner, kort, plakater og bannere. De anvendes ofte i CAD-miljøer, hvor præcise linjer og store formater er nødvendige.
- Laserplottere
- En laserplotter benytter en fokuseret laserstråle til at skære eller gravere materialer som træ, akryl, læder eller papir. De er populære i prototyping, industridesign, produktion af udskæringer samt i kreative og kunstneriske miljøer.
- Hybridplottere
- Nogle moderne enheder kombinerer funktioner, fx skære- og printfunktion i én maskine, hvilket er praktisk for virksomheder med alsidige behov inden for grafik og produktion.
Plotter vs. Printer
Forskellen mellem en plotter og en almindelig printer ligger primært i, hvordan de håndterer grafik. En traditionel printer arbejder med pixels og rastergrafik og er velegnet til tekst, billeder og dokumenter i standardformater. Den sprøjter blæk eller toner punktvis på papiret og gengiver på den måde grafik og fotos.
En plotter derimod arbejder med vektorgrafik og tegner eller skærer linjer med stor præcision. Den følger konturer og kurver i filen direkte og er derfor særligt egnet til tekniske tegninger, arkitektplaner, grafik i storformat og materialeskæring. Plottere anvendes, hvor der er behov for målfasthed, store formater eller formskæring – typisk i design-, bygge- og skiltebranchen.